Praktisk information

Jeg gør igen opmærksom på, at denne side indeholder links.

Gode bøger: 
- "Turen går til... Island", Politikens forlag, kan købes her (75 kr.)
Giver en god oversigt over Island, og er inddelt i områder (Reykjavik, Nord-, Øst-, Syd-), og giver gode råd til hvad man kan se. Indeholder et ikke-så-detaljeret kort over Island, og har i hver kategori/område et lille kort med seværdigheder indtegnet. Den viser de klassiske "must-see", men mangler måske lidt de mere særlige steder, hvor turisterne ikke hersker. Har desuden gode ideer til spisesteder, museer og tips og gode råd.
- "Iceland", Lonely Planet (på engelsk), kan købes her (150 kr.)
Bogen er på engelsk, men er mere detajleret end "Turen går til...", og indeholder udover de store turistattraktioner også tips til de mere 'lokale' goder og steder at se. 

Husk at pakke:
Hvad der skal pakkes afhænger selvfølgelig af, med hvilket formål rejsen herop foretages og hvilken årstid. Men som udgangspunkt er det en god idé at pakke (i hvert fald til efteråret):
- regntøj (med et vandtryk på +10.000), da det en stor del af tiden regner en del 
- huer, handsker, halstørklæde
- gode sko at gå i, vandre sko
- forskellige jakker
- en god og rummelig rygsæk 

Valuta:
1 dansk krone svarer til ca. 19 islandske kroner (oktober 2015). 
En hurtig (og lidt upræcis) huskeregel til hurtig hovedregning er at dividere det islandske beløb med to og så "fjerne et nul". Eksempelvis: noget koster 2.000 islandske kroner, så bliver det: 2.000/2 = 1.000 = 100 danske kroner.

Indkøb:
Priserne på dagligvarer er generelt en anelse dyrere end i Danmark, men bestemt overkommeligt. Især hvis man handler de rette steder. Jeg oplevede, at "Bónus" var det billigste hvad angår de fleste varer (gult skilt med lyserød gris), og "Netto" (blåt skilt med hvid skrift) tilbyder flere danske varer, også til overkommelige priser. Af større butikker findes blandt andet "Hagkaup" (orange skilt med sort skrift), der nok mest af alt minder om Bilka, Kvickly eller Føtex.

Leje af bil:
Vi har på vores ture heroppe for det meste lejet en bil. Det er forholdsvis billigt at leje biler, hvis man er flere sammen - og der er mange forskellige selskaber, som endda tilbyder "pick-up" så man ikke behøves at gå hen til udlejeren. En vigtig reminder er, at som udgangspunkt skal man tage imod alle de forsikringer de tilbyder. Jeg har endnu ikke haft uheld på vejene, men det har for mig været rigtig beroligende at vide, at skulle der komme et stenslag el. lignende, så er man dækket. De selskaber, som vi med succes har lejet fra, er:
- "Bluecarrental" - http://www.bluecarrental.is/book/cars/
- "Thrifty carrental" - https://www.thrifty.com/
- "Hertz" - https://www.hertz.is/ (dog ikke blandt de billigste, dog har de gode forsikringer)

Ved at vælge "pick-up" har jeg dog erfaret, at de ikke er så højtidelige med tidspunkter. Ta' det med et smil og som en del af oplevelsen. Vær dog klar på opsamlingstidspunktet! 

Bus:
Er bil ikke løsningen, er der også mulighed for at tage bussen. De har et system, der minder meget om det danske, og en god app, som kan downloades til telefonen; "Strætó". Her kan man taste adresse eller position ind, og vælge destination - hvorefter den udregner rute og viser muligheder for at tage bussen.
En billet koster 400 isk (svarende til lidt over en dansk 20'er). Bemærk, at det i busserne ikke er muligt at betale med "ulige" beløb, da de ofte ikke har penge til at give retur.

Det islandske vejr:
Vejret i Island kan ændre sig hurtigt (så en god idé er altid at have en regnjakke/regnslag med i tasken). Det er derfor en god idé, hvis man har planer at holde øje med deres vejrstation. Jeg har erfaret, at den mest præcise er www.vedur.is (og det er muligt at vælge "engelsk" øverst!). Husk at tjekke et par timer frem, og hold øje med din destination på kortet; der kan være høj sol i den ene del af landet, og sne i den anden.  





Ingen kommentarer:

Send en kommentar